UGE 23 - 2017

NYE KARTOFLER MED BRUNET SMØR OG RÅKOSTSALAT AF SOMMERGRØNT

I POSEN • Nye kartofler • Smør • Sommergrønt • Skalotteløg • Persille • Citron

FREMGANGSMÅDE

(ca. 30 min.)

Start med at vaske og gnubbe kartoflerne grundigt. Kom den i en gryde med vand, så det dækker, og et godt skud salt. Bring kartoflerne hurtigt i kog, skru ned så de simrer og lad dem tilberede ca. 5 min. Sluk herefter for gryden og lad kartoflerne trække under låg.

Kom smørret i en lille kasserolle og lad det bruse op og herefter brune. Pisk gerne i smørret med et piskeris mens det bruner - og pas nu på at det ikke branker.

Skræl og vask sommergrøntsagerne. Fælles for em alle gælder at de skal skæres papirtyndt - gerne på mandolin, hvis du har. Hak persillen med en skarp kniv og snit skalotteløget fint. Bland alle grøntsagerne, persille og løg og riv citronen fint ned i. Tilsæt også saften fra citronen og vend det hele rundt.

Hæld vandet fra kartoflerne, lad dem dampe lidt af og tilsæt så smørret. Vend dem grundigt rundt og anret på en tallerken sammen med råkosten. Husk at komme det resterende smør fra gryden henover kartoflerne når du serverer.

Velbekomme!