UGE 20 - 2016 

GRILLET SQUASH OG COUSCOUS MED FETA, OREGANO OG SALTET CITRON

I POSEN • Squash • Couscous • Feta • Oregano • Saltet citron

FREMGANGSMÅDE

(ca. 30 min)

Start med at måle ca. 1,5 dl vand/person op og kom det i en gryde sammen med et skud salt. Kog vandet op og hæld det over couscousen. Lad det trække under låg i mindst 5 min.

Mens couscousen trækker kan du skære squashen i lange, tynde bånd - ca 5 mm i tykkelse. Hvis du allerede har gang i en grill, bruger du selvfølgelig den. Ellers brug en grillpande eller til nøds en alm. pande. Brug hænderne til at fordele et tyndt, tyndt lag olivenolie på hvert stykke squash og steg/grill hvert stykke ved høj varme, indtil det har taget farve - ca. 2 min. pr. stykke.

Kom squashskiverne op i en skål og pluk oreganoen ned i. Krydr grundigt med salt og peber.

Hak den saltede citron groft og vend den sammen med couscousen. Smag til med et par spsk god olivenolie og peber.

Anret couscousen med squashen ovenpå og plukket feta ud over.

Velbekomme!