UGE 21 - 2015 

DAMPET BLOMKÅL MED STEGTE KAPERS, SMÅ KARTOFLER OG BRUNET SMØRSAUCE

I POSEN • Blomkål • Smør • Kapers • Dild • Citron • Kartofler

ØVRIGE INGREDIENSER • Salt/peber • Olie

FREMGANGSMÅDE

(ca. 30 min)

Start med at vaske kartoflerne grundigt. Kom dem op i en gryde med vand, så det lige dækker og et godt skud salt. Bring vandet i kog med låg på, lad det småsimre 1 minut, og sluk så for gryden. Lad dem trække til de er møre - ca. 15 min. Nye kartofler må al- drig buldrekoge i længere tid, de kan sagtens trække færdig, så længe vandet har kogt.

Hak dilden fint, både stilk og blade.

Skær blomkålet ud i buketter, med masser af stok på. Kom dem i en stor, rummelig gryde. Tilsæt en smule vand, så bunden lige er dækket og krydr med salt. Riv citronen på den fine side af et rivejern og fordel skallen ud over blomkålen. Lad kålen dampe under låg ved mellem varme i ca. 3-4 minutter, til den lige nøjagtig er mør.

Mens kålen damper, kan du komme smør i en lille kasserolle og lade det bruse op ved mellem varme. Når smørret begynder at brune og dufte af nødder, tilsætter du kapers. Lad dem stege lidt med, men pas på, at smørret ikke bliver for mørkt.

Lige inden servering kommer du saften fra halvdelen af citronen og dilden ned i smør- saucen. Anret kartofler og blomkål på en tallerken og kom smørsaucen ud over.

Velbekomme!