UGE 16 - 2015 

GRATINERET FENNIKEL MED HVIDLØG, MERIAN OG SPRØDT BRØD

I POSEN • Kartofler • Fennikel • Brød • Merian • Vesterhavsost • Hvidløg

ØVRIGE INGREDIENSER • Salt/peber • Olie eller smør

FREMGANGSMÅDE

(ca. 35 min)

Start med at dele hver fennikel på langs i 4-6 både. Skær ligeledes kartoflerne i både. Skyl fennikel- og kartoffelbådene grundigt og kom dem i en gryde, der er stor nok til, at de kan ligge i ét lag. Put vand i gryden - blot så fenniklen og kartofler er ca. 1/3 dækket. Du kan også bruge en sjat hvidvin, hvis du har. Krydr med salt. Kog stille og roligt under låg til fenniklen er helt mør, ca. 15 min.

Mens fennikel- og kartoflerbådene koger, skærer du brødet i små tern, ca. 1x1 cm. Rist det sprødt i en god olie (oliven eller raps) på en pande ved mellem varme. Opbevar brødternene på et fedtsugende papir til senere.

Tænd grillen i din ovn på ca. 220 grader.

Pluk merian ud i blade. Snit hvidløget helt fint.

Når fennikel og kartoffel har kogt, hælder du vandet fra, lader dem dampe fri for det sidste vand/vin og krydrer grundigt med salt og peber, tilsætter hvidløget, marinerer det hele i et par spsk god olie og kommer det i et ildfast fad.

Riv osten på den grove side af et rivejern henover og grill til osten er smeltet og har taget en smule farve. Hold øje med fadet - det kan pludselig gå meget hurtigt.

Servér retten med merian og brødcroutoner henover den gratinerede fennikel.

Velbekomme!