UGE 12 - 2015 

GRYDESTEGT KNOLDSELLERI MED SPRØDE ÆBLER & RAMSLØGSPESTO

I POSEN • Knoldselleri • Ramsløgpesto • Æble • Blegselleri

ØVRIGE INGREDIENSER • Salt/peber • Olie

FREMGANGSMÅDE

(ca. 30 min)

Start med at skrælle knoldselleriet. Brug gerne en kartoffelskræller, så du undgår at fjerne mere end selve skrællen på knoldselleriet.

Skær det ud i store både - ca. 3-4 pr. person. Kom stykkerne i en gryde, der er stor nok til, at alle stykkerne kan ligge på bunden. Tilsæt ca. en halv dl. vand og samme mængde olivenolie. Krydr med salt og peber og kog under låg ca. 4-5 min. Fjern derefter låget, og lad vandet dampe væk, så bådene begynder at stege og tage farve. Når de er møre og har taget farve, trækker du gryden væk fra varmen og lader den stå et par minutter uden at røre ved selleribådene.

Mens knoldselleribådene steger, skærer du æblet i kvarte og fjerner kernehuset. Skær det herefter i tynde både og skær ligeledes blegsellerien i tynde skiver. Er der blade på blegsellerien kan du snitte dem helt fint og bruge dem når du anretter.

Anret stykkerne af knoldselleri på en tallerken med blegselleri og æbler og slut af med at komme pesto henover.

Velbekomme!