UGE 47 - 2015 

BRÆNDTE PORRER MED CREME FRAICHE, VALNØDDER OG LINSER

I POSEN • Linser • Porrer • Valnødder • Creme Fraiche • Løvstikke • Hvidløg

FREMGANGSMÅDE

(ca. 30 min)

Start med at skylle linserne grundigt i en sigte. Kom dem i en gryde med rigeligt vand, et skud salt og hvidløgsfed. Kog dem stille og roligt under låg, indtil de lige nøjagtig er møre. Ca. 25-30 min.

Mens linserne koger, vasker du porrerne grundigt. Læg porrerne på en tør pande ved mellem til høj varme og lad dem stege på alle sider, indtil de mærkes helt møre og slipper en kniv. Mindst 10-15 minutter. Dette indebærer, at porrerne bliver helt sorte og brændte udenpå, og det er også meningen.

Rist valnødderne på en tør pande indtil de tager en smule farve og hak dem derefter groft. Snit løvstikken fint, både stilke og blade.

Hæld vandet fra linserne og smag dem til med salt og peber og et skud god olivenolie.

Snit forsigtigt porrerne op på langs og fjern det yderste sorte lag. Tag det inderste af porren ud og krydr den med salt og peber og lidt olivenolie. Anret med linser, valnød- der og løvstikke. Kom til sidst en skefuld creme fraiche på tallerkenen.

Velbekomme!