Dampet squash 'provencale' med tomater, brunet smør, kapers og citron

I POSEN :

• Squash

• Tomater

• Hvidløg

• Smør

• Skalotteløg

• Citron

• Brød

• Kapers

• Persille

 

ØVRIGE INGREDIENSER:

• Salt/peber

• Oliven eller rapsolie

 

FREMGANGSMÅDE

(ca. 40 min.)

Start med at sætte en stor gryde vand over at koge, med et godt skud salt. Ligesom hvis du skulle koge pasta.

Vask squashen og skær deni i lange, tynde skiver på langs. Gerne med et mandolinjern, hvis du ejer sådan et, ellers med en kniv. Ca. 3-4 mm. 

Halvér tomaterne. Snit hvidløg og skalotteløg i helt tynde skiver og hak kapersne groft. Pluk persillen ud i blade. Skær begge ender af citronen, og skær skrællen af, hele vejen rundt, med en skarp kniv. Skær derefter citronfiletterne ud, uden at få det hvide kød med og fjern eventuelle kerner. (se note i siden af papiret). Skær hver filet i 2-3 stykker. 

Kom smørret i en kasserolle ved mellem varme. Når smørret er smeltet koger det op og begynder at bruse. Hold øje med smørret og pisk i det indtil, det begynder at brune og dufte af hasselnødder. Når det er nøddebrunt og gyldent, fjerner du gryden fra varmen.

Rist brødet på en brødrister.

Sæt en mellemstor gryde over ved mellem varme. Tilsæt en spsk god olie (oliven eller raps) og hvidløg, skalotter og tomater. Lad det varme igennem, til løgene er glasklare og tomaterne falder lidt sammen. Det må ikke blive så varmt, at hvidløget tager farve.

Når vandet bulderkoger tilsætter du squashstrimlerne og koger dem lynhurtigt, 30 sekunder til 1 minut - bare lige til de giver efter. Tag dem op af vandet og vend dem forsigtigt sammen med tomatblandingen. Tilsæt det brunede smør, kapers, persille og citronfiletter. Servér med det samme med brødet til. Velbekomme!