Græskarsuppe med solsikkekerner og rosenkål

  • 1 hokaido
  • 6 rosenkål
  • 1 pastinak
  • 2 fed hvidløg
  • 1 citron
  • Salvieblade
  • Solsikkekerner

Tænd ovnen på 200 C.

Skær græskaret over på midten og grav kernerne ud med en ske. Skær det yderste lag skræl af og del græskarret i grove stykker ca. på størrelse med en tændstiksæske. Kom stykkerne i et ildfast fad med en smule olie og godt med salt og peber. Bag i ca. 30 minutter til græskarret er mørt og en smule gyldent.

Læg rosenkålen i kold vand indtil senere.

Når græskarret er mørt, hakker du de to fed hvidløg med en kniv og sautér dem stille og roligt i et par spiseskefulde olie i bunden af en mellemstor gryde (tænk på den skal kunne rumme hele suppen når retten er færdig) med salvieblade uden at de tager farve. Ca. et par minutter. Tilsæt græskar og  en halv liter vand og kog op. Blend den hel lind med en stavblender eller i en almindelig blender. Tilsæt evt. mere vand efter konsistens. Smag til med salt og peber.

Tag rosenkålen op af vandet og dryp den af. Skær bunden af og fjern de yderste blade. Del rosenkål i 4 stykker på langs. Skyl pastinakken og skær den i rustikke tern på størrelse med sukkerknalder. Steg rosenkål, pastinaktern og solsikkekerner på en varm pande i 3 - 4 minutter  i en smule olie uden at de tager for meget farve. Anret suppen med fint revet citronskal, rosenkål, pastinakker og kerner på toppen. Velbekomme!